Clean Solutions - Fra eksporteventyr til forretning


Clean Solutions er et projekt, som skal løfte eksporten af danske løsninger inden for cleantech, ved at hjælpe virksomhederne med at skabe succes med systemeksport. Udlandet efterspørger ofte de produkter og teknologier, vi har i Danmark, men for udenlandske kunder er det langt mere fordelagtigt at købe én samlet løsning frem for at købe enkeltkomponenter fra flere forskellige underleverandører.

Sådan får du succes med din eksport
På årsmødet vil vi derfor præsentere platformen, og demonstrere hvordan din virksomhed kan få succes med systemeksport. Du vil også blive præsenteret for en succeshistorie, hvor den amerikanske virksomhede Nupower investerede i én samlet systemløsning fra Danmark. Du kan både høre Daniel Donovan, Co-founder i Nupower, fortælle om hvordan virksomheder kan se sig selv som forandringsskaber og høre Henning S. Lambertsen, CEO i Damgaard Rådgivende Ingeniører fortælle om, SMV’ernes eksportmuligheder når vi snakker systemeksport. Afslutningsvis vil du i en paneldebat få mulighed for at høre om de udfordringer og muligheder der er med systemeksport.

Om projektet
Clean Solutions udvikler og modner projekter i samarbejde med danske virksomheder og udenlandske kunder, og har skabt en platform, som tilbyder danske virksomheder projektmuligheder inden for fokusområderne vand, energieffektivisering og fjernvarme, samt affald. Inden for disse fokusområder vil projektevalueringsudvalg, som består af 20 erfarne virksomhedsrepræsentanter, være med til at modne og udvikle projekterne og danne de rigtige partnerskaber. Derudover har virksomhederne også mulighed for at komme med i projekter, som de ikke selv kan håndtere, og hvor Clean Solutions kan hjælpe med hele eller dele af processen. Læs mere om Clean Solutions.

Clean Solutions har desuden udviklet en lang række værktøjer og en guide, som gør det enkelt og overskueligt for virksomheder at indgå samarbejde og selv lykkes med at levere en samlet løsning. Derved kan man som virksomhed få gavn af Clean Solutions, selvom man ikke ønsker at indgå i et projekt. Find værktøjerne her.